En ny rapport fra Rambøll og COWI viser, at Region Syddanmark samlet set vil opleve positive økonomiske effekter på i alt 19 milliarder kroner, hvis der kommer en fast forbindelse mellem Als og Fyn.

Hvis færgeforbindelsen mellem Fynshav på Als og Bøjden på Fyn bliver erstattet af en fast forbindelse, vil det have en særdeles positiv effekt for økonomien i Region Syddanmark. Det estimerer en ny rapport, der er udarbejdet af Rambøll og COWI og gennemgået af DTU.

Rapporten adskiller sig fra tidligere analyser, da den medregner både de samfundsøkonomiske effekter og de bredere økonomiske effekter for erhvervslivet (også kaldet dynamiske effekter).

Den viser, at Region Syddanmark alene vil opleve positive økonomiske effekter på 19 milliarder kroner over en 50-årig periode (15,42 milliarder kroner i samfundsøkonomiske effekter og 3,6 milliarder i dynamiske effekter).

Det er de fynske og sønderjyske kommuner, som vil opleve de største positive effekter, men også Kolding og Fredericia estimeres til at få betragtelige gevinster. Topscorerne er Sønderborg, Faaborg-Midtfyn og Odense Kommuner, mens også Svendborg og Aabenraa estimeres til milliardgevinster.

Brug for flere analyser

Formanden for AlsFynBroens styregruppe, Jørgen M. Clausen, siger:

”Denne rapport slår endegyldigt fast, at en AlsFynBro vil være en særdeles god investering – både samfundsøkonomisk og for regionens virksomheder og erhvervsliv. Og dermed for indbyggerne på Fyn, Als og i Sydjylland. En fast forbindelse vil blive en katalysator for vækst og udvikling i Syddanmark.”

”Derfor håber vi i styregruppen, at staten i en nær fremtid vil overtage depechen og begynde at lave forundersøgelser. Det vil give os mere viden om effekterne og perspektiverne i en fast forbindelse, så det er det logiske næste skridt for projektet.”

Læs rapporten her

Kontakt AlsFynBroens sekretariat